Midt i Tøndermarsken, tæt på Vadehavet og nær den dansk-tyske grænse, har den sønderjyske befolkning gennem generationer skabt en unik bygningskultur, der er formet af naturen, kulturarven og Danmarkshistorien. Det barske marskland og de skiftende grænsedragninger har i høj grad været med til at skabe en særlig bygningskultur her i denne sydlige del af Danmark.

Mange af områdets bygninger i karakterisk lokal byggeskik er stadig bevaret. Kun få andre steder i Danmark er der samlet så mange bygninger, som tilsammen og hver for sig afspejler en lokalt forankret bygge- og håndværkstradition.

Med sin centrale beliggenhed midt i Højer, lige overfor byens torv og ved siden af det gamle rådhus og Højer Kirke udgør den fredede marskgård, Højergård, netop et af disse velbevarede og sammenhængende bygningskomplekser. Her er fine arkitektoniske og kulturhistoriske værdier forenet i én og samme fortælling.

Realdania By & Byg

I slutningen af 2016 købte Realdania By & Byg hele Højergård, der udgøres af tre unikke bygninger, som tilsammen repræsenterer tre århundreder; stuehuset fra en af områdets store marskgårde, opført i 1823 i traditionel vestslesvigsk byggestil; en villa i storslået tysk hjemstavnsstil, opført i 1906, hvor Højer var på tyske hænder, samt en lade fra 1700 tallet.

Målet var at sikre og bevare bygningernes særlige regionale byggeskik, og i efteråret 2019 kunne der sættes punktum for en omfattende restaurering.
I Højergård er der nu skabt en sammenhængende helhed med respekt og forståelse for de tre bygningers særegne historie og unikke bevaringsværdier og vigtigst af alt: Bygningernes sjæl er bevaret. Ambitionen har været at restaurere og genbruge så meget som muligt, i det omfang der har kunne lade sig gøre, og i det omfang det giver mening i forhold til bygningernes nye funktioner.

Byggeskikken – formet af naturen, kulturen og historien

Med havet som både levebrød og trussel har mennesker i århundreder bosat sig i Tøndermarsken og her skabt en byggeskik, som er tilpasset landskabet og naturen. Kun få steder i Danmark er der bevaret så mange bygninger, som er samlet og hver især afspejler en lokalt forankret byggeskik og materialetradition. Marskgården “Højergård” er en af disse velbevarede gårde, hvor arkitektoniske og kulturhistoriske værdier er forenet i én samlet fortælling, og det er samtidig fortællingen om grænselandets rige og unikke bygningskultur.

Tøndermarsken – et unik kulturlandskab

Af Simon Ostenfeld Pedersen, lektor

Et unikt kulturlandskab har mange fine kulturmiljøer og tilmed Danmarks største marskområde. Dét er Tøndermarsken: Et lavt og frugtbart landskab, midt imellem Vesterhavets kyststrækning og bakkeøer af sandjord, der er opstået som morænedannelser i istiden. Lokalt benævnes de små bakker for ‘gesten* – et gammelt frisisk ord for et højtliggende, tørt og sandet område i modsætning til marsken, som er det lavtliggende, flade og frugtbare kystområde, der er dannet af aflejringer fra tidevandet.

Lige siden de første frisere indvandrede til Tøndermarsken i 1100- tallet, har disse højtliggende områder været et attraktivt sted at bosætte sig. Her kunne gårde og bygninger ligge beskyttet mod oversvømmelser fra havet, og samtidig var der kort afstand til marskens frugtbare enge, hvor der blev opdrættet stude, som var en stor indtægtskilde og derfor trak handel og nye beboere til området.

Den dag i dag kan grænsen mellem lavtliggende marsk og den højtliggende gest stadig ses visse steder i Tøndermarsken i form af et markant skift i terræn og jordbund.det ses bl.a vest for Højer, hvor overgangen mellem marsken og byen danner en tydelig randbebyggelse, og langs Tøndermarsken ligger i dag en perlerække af de bebyggelser, landsbyer og byer, som i sin tid blev grundlagt på områdets bakkeøer, og som i dag hører til blandt de bedste bevarede i Danmark.

I dag er Tøndermarsken ikke længere på samme voldsomme måde underlagt havets kræfter. Igennem århundreder er havet blevet presset tilbage dige for dige og sluse for sluse, så Tøndermarsken i dag er et netværk af gamle havdiger og koge, dvs. Marskenge, som erindvundet og afvandes, så køer og får kan græsse i mindre engområder, de såskaldte fenner.

Alle disse dige, koge og fenner er i sig selv et imponerende vidnesbyrd om de tiltag, som befolkningen gennem tiden har skabt for at kunne leve og ikke mindst overleve i dette frodige, men vanskelige landskab. Men også egnens mange sluser og værfter og ikke mindst den helt særlige byggeskik har rod i denne beliggenhed tæt ved Vadehavet.

Mens digernes lange horisontale linjer opdeler landskabet og udgør stærke markeringer i marsken, kan sluser, pumpestationer og slusemester boliger i dag ses som markante elementer, der vidner om kulturmiljøernes vigtige funktioner i dette store landskab, som er en del af verdens største tidevandsområde.

Kampen om havet

Med Vadehavet som nærmeste nabo begyndte de første beboere i Tøndermarsken allerede i 1100- tallet at opføre en række mindre diger som beskyttelse mod oversvømmelser. Den egentlige store inddigning af Tøndermarsken begyndte dog først i midten af 1500-tallet, hvor et af områdets største diger blev opført fra Højer til Rudbøl.

Ud over beskyttelse skabte digerne også sikre vejforbindelser mellem byerne, og landevejen mellem Højer og Rudbøl ligger således stadig på toppen af det gamle dige. Opførelsen af digerne fortsatte helt frem til 1981, hvor Tøndermarsken fik den form, der kendes i dag, og med opførelsen af det sidste store dige – og dermed et langt mere sikkert værn mod oversvømmelser – kom der også flere nye bebyggelse til marskens lavtliggende områder.

Før digerne blev bygget, bestod Tøndermarsken af ét stort indhav, der gik fra Vadehavet og langt ind i landet forbi Tønder, og i århundrede var stormfloder og digegennembrud, som skyllede mennesker, dyr og hele landsbyer væk, derfor en barsk del af livet for marskens beboer.

En stormflod kunne komme pludselig, og det hændte, at en storm var så kraftig, at en hel by forsvandt i vandmasserne.

Ved en voldsom efterårsstorm i 1436 forsvandt hele Anflod Sogn syd for Højer. Så kirken stod alene tilbage i vandet. Byggematerialer fra den beskadigede kirke blev senere benyttet til Højer Kirke, og borgerne i Rudbøl har siden måtte rejse til Højer, når de skulle til gudstjeneste.